“Nej,” sagde jeg med rolig stemme og mødte hans blik. “Det her kommer fra hjertet. ”
Hans ansigt blev blegt i ét nu. Hele salen holdt vejret.
Det hele startede i mit sidste år på gymnasiet. Hver morgen spiste jeg morgenmad med en kop mælk og småkager, og ved frokosttid gemte jeg mig bag den bagerste bænk for at løse matematikopgaver, mens jeg lod, som om jeg ikke var sulten. Chaufføren stoppede bilen ved indgangen til skolebygningen hver dag. Manden bag rattet var omkring 50, med håret kæmmet tilbage og et prangende guldur på håndleddet.
I starten smilede han til mig, men langsomt stivnede smilet. Til sidst sagde han: “Ja, hvem ellers skal tage moppen? ” Hans ansigt blev blegt i samme sekund. “Det her system har jeg selv udviklet i starten af min karriere,” sagde skolelederen stolt.
“Og det mærkeligste er, at de betaler det fulde beløb til underleverandøren og samtidig ansætter et stort antal underbetalte rengøringsassistenter på tidsbegrænsede kontrakter uden at formalisere nogen officielle ansættelseskontrakter med… ”
Jeg spurgte: “Ifølge de mest forsigtige beregninger, mere end €450. 000 på 3 år? ” Han blev tavs.
“Bare det, at jeg er bange for, at jeg ikke er god nok til det her job. ” “Hvis du ikke er god nok, så lærer du det,” svarede han. Først beordrede han sin sekretær til at omskrive programmet og placere sin egen tale først. I de sidste 3 år med en omslag med guldbogstaver og imponerende grafer indeni.
Hans søster blev skilt fra Romano for 3 år siden, men deres fælles konsulentfirma havde modtaget mere end €180. 000 fra Casa Pulita. “Spørgsmålet er ikke, om jeg giver dig tid,” sagde Ricci. “Men om chefen giver dig tid.
” Morettis ansigt blev forvredet i samme øjeblik. Klokken 21:00 gik jeg forbi arkivet og så, at lyset stadig var tændt. Han så ind i mine øjne, lyttede til min stemme, så hvordan mine fingre rørte ved den samme ridse, og endelig smeltede billedet af denne mand i det dyre jakkesæt, reserveret og autoritær, sammen med billedet af den unge mand, der sad bagerst i klassen… “Nej,” sagde jeg.
Jeg bad kun chaufføren om at følge efter hende diskret for at sikre, at hun kom sikkert frem. Ved indgangen lå der en bunke gamle sager. Jeg tog hjem et øjeblik ved frokosttid og lavede en tomatsauce med gulerødder. Hun tilmeldte sig universitetet i en anden by, men på grund af sin mors sygdom måtte hun opgive studierne.
I starten sagde hendes mand, at han var ligeglad med hendes familieproblemer, men da hendes mors tilstand forværredes, viste han sit sande jeg – han tog de penge, der var sparet op til behandlingen, og efterlod hende med flere kreditkortgæld. Diego Moretti, i en mørkegrå habit, bød gæsterne velkommen ved indgangen. Ved de ord ændrede flere topledere på forreste række ansigtsudtryk i samme sekund. Anna, der stod ved siden af scenen, så madpakken og gispede straks.
Diego Moretti havde gennem en konto registreret i sin søster Daria Morettis navn modtaget €280. 000 i konsulenthonorarer i de sidste 3 år. Af dem blev 120. 000 brugt til at afdrage på realkreditlånet på hans private villa.
To andre overførsler gik til en udenlandsk konto tilhørende hans søn. Svetlana, i en dyr frakke og med en designertask, stillede sig op ved indgangen til den gamle gårdhave med foragt i ansigtet. Da hun så mig, ændrede hendes ansigtsudtryk sig øjeblikkeligt. Svetlana ændrede tone med det samme.
“Min søn studerer i udlandet. ”
Direktøren modtog dem først som almindelige kunder, men da han så det sorte kort og fuldmagten fra Impeto Capitale, ændrede hans ansigt sig på et sekund. Han ledsagede dem personligt til VIP-rummet og var så imødekommende, at flere leverandørrepræsentanter, der tidligere havde set ned på Anna, straks blev tavse. Hun var derimod villig til at sidde ved køkkenindgangen og holde øje med, hvordan suppen kogte.
Hun rakte fem fingre op – mindst €500. 000. Markedsprisen på det gamle hus var under 200. 000.
“Nej,” sagde jeg med ro i stemmen. Efter en pause sagde jeg: “Nej, det her kommer fra hjertet. ” I starten ville Anna ikke bruge sit navn. Ved frokosttid begyndte kunderne at ankomme.
Hele salen stirrede. Diegos ansigt var askegråt. Han åbnede munden, men der kom ingen lyd. Anna så fra ham til mig, og tårerne begyndte at samle sig i hendes øjne.
Jeg rakte hånden frem og placerede madpakken på bordet foran ham. “Den her er til dig,” sagde jeg. “Lavet med kærlighed. Fra den dreng, du efterlod for at sulte bagerst i klassen.
”
Han trak sig tilbage, som om madpakken var giftig. “Du har ingen beviser,” hviskede han. Jeg smilede langsomt. “Jeg har alle beviserne.
Regnskaberne, kontrakterne, de vidner, der så dig tage imod de penge. Og jeg har noget, der er vigtigere – din egen søsters underskrift på aftalen om at vidne mod dig. ”
Svetlana greb min arm. “Du sagde, du ikke ville…
” “Jeg sagde, at jeg ikke ville bruge mit navn,” afbrød jeg hende. “Jeg sagde aldrig, at jeg ikke ville bruge hendes. ”
Diego sank. “Hvad vil du have?
” “At du underskriver overdragelsen af Casa Pulita til Anna,” sagde jeg. “Og at du forlader byen i aften. Så er sagen lukket. ”
Han så på Anna, der stod der med tårer og rystede på hænderne.
Han så på de tavse gæster, der havde spist hans mad og drukket hans vin i årevis. Til sidst så han på mig. “Hvem fanden er du? ” “Jeg er den, der rydder op efter dig,” svarede jeg.
“Præcis som jeg gjorde dengang. Men denne gang er det dig, der skal tage moppen. ”
